Vil du arbejde med international projektledelse i en dynamisk vækstvirksomhed, som skaber fremtidens miljørigtige energi?

A2SEA og datterselskabet CT Offshore har fortsat et højt aktivitetsniveau med mange spændende havmølleprojekter og har derfor brug for flere Project Managers.

Jobbeskrivelse

I tæt samarbejde med vores øvrige organisation vil du som projektleder deltage i vores spændende projekter inden for installation af havmøller og kabler samt servicering af havvindmølleparker forskellige steder i Nordeuropa. Projekterne varierer i art, omfang og budget, men har normalt en varighed på 6 til 18 måneder.

Du vil blive en del af et professionelt team bestående af andre dygtige projektledere og specialister, og du får en dynamisk hverdag fyldt med ansvar og udfordringer. Du bliver et vigtigt bindeled mellem interne og eksterne interessenter, hvor dine evner til at koordinere aktiviteter og sikre den rette dokumentation samt styringen af denne bliver af stor betydning. Som en naturlig del af jobbet får du en bred kontaktflade internt i vores organisation såvel som eksternt. Du vil være i dialog med alle involverede parter, lige fra kunden som primært er de store energiselskaber til ledelsen om bord på vores skibe.

Sammen med dit projektteam vil du være ansvarlig for følgende opgaver:

  • Opfølgning på kontrakter
  • Ansvarlig for tidsplaner og budgetter
  • Økonomisk opfølgning på projektet
  • Projektforberedelse, herunder foranalyse og risikovurderinger
  • Udarbejdelse af projektmanualer
  • Udarbejdelse og styring af dokumentation internt og til kunden
  • Koordination af ombygning af skibet til projektet
  • Træning og briefing af projektteamet

Der er gode udviklingsmuligheder i stillingen, hvor du selv er med til at forme din hverdag og vil opleve udpræget frihed under ansvar.

Udgangspunktet for dit arbejde er enten hos A2SEA i Fredericia eller hos CT Offshore i Odense, men du kan forvente ca. 40 årlige rejsedage til kundemøder og opgaver på vores projekt sites i Nordeuropa.

Den rette kandidat

Du har en relevant videregående teknisk uddannelse og god teknisk forståelse. Vi forestiller os, at du enten er uddannet ingeniør og har et par års erfaring med projektledelse, f.eks. fra byggebranchen, eller at du har en maritim lederuddannelse og erfaring med offshore konstruktion. Vores projekter har betydelige økonomiske rammer, og derfor er økonomisk og kommerciel forståelse af stor betydning.

Som person er du struktureret og vedholdende med en passende mængde tålmodighed. Du er vant til at arbejde systematisk med projektplaner, koordinering, opfølgning og dokumentation.

Du er god til at samarbejde og kommunikere på flere niveauer. Desuden har du en god situationsfornemmelse og evnen til at se potentielle muligheder/udfordringer/flaskehalse og håndtere disse rettidigt. Det er vigtigt, at du altid bevarer overblikket og initiativet i en til tider hektisk hverdag, hvor du aldrig må gå på kompromis med vores høje sikkerhedskrav. Vores verden er meget dynamisk og foranderlig, så du skal være fleksibel og robust.

Vores koncernsprog er engelsk, som du – udover dansk – skal beherske flydende i skrift og tale. Da vi forventer en fremtidig vækst på det tyske marked, vil det ligeledes være en fordel, hvis du har kendskab til tysk.

Vi tilbyder

Et spændende job i en innovativ kundefokuseret virksomhed, der er præget af høj beslutningshastighed og professionalisme. Som medarbejder bliver du en del af en engageret projektorganisation, hvor fællesskab og frihed under ansvar er nøgleord. Du vil møde et dynamisk og uformelt miljø med engagerede kolleger og en bred, international kontaktflade. Du tilbydes attraktive ansættelsesvilkår med pensions- og bonusordning, gode muligheder for både faglig og personlig udvikling samt en aktiv personaleforening.

Ansøgning

Send os hurtigst muligt din ansøgning mærket “Project Manager” i en e-mail til job@a2sea.com eller til adressen Kongens Kvarter 51, 7000 Fredericia, att. Niels Vangsø Andersen.

Har du spørgsmål omkring jobbet, er du velkommen til at kontakte Chief HR Officer Niels Vangsø Andersen på telefon +45 7592 8211.

A2SEA A/S er en markedsledende specialist inden for opstilling af offshore vindmøller, som indtil nu har stået for opstilling af mere end 50 % af verdens samlede offshore vindmøllekapacitet. A2SEA har inden for de seneste par år fået bygget og leveret to store specialiserede installationsfartøjer.  Dette er med til at fastholde positionen som en af de foretrukne leverandører af sikker og effektiv transport, installation og service af offshore vindmølleparker verden over. A2SEA er ejet af DONG Energy, som er hovedaktionær, samt Siemens Wind Power. A2SEA har hovedkontor i Fredericia og datterselskaber i Tyskland og England og beskæftiger omkring 390 medarbejdere. 
CT Offshore, der er beliggende i Odense, er ligeledes et datterselskab til A2SEA A/S. Virksomheden beskæftiger sig primært med kabellægning samt subsea survey og beskæftiger ca. 180 medarbejdere.